Hvad er Liggetid? - Aarhus Mæglerne
Menu 70 70 79 61
Til oversigten Liggetid på bolig

Hvad er liggetid?

Liggetid på boliger

Når man taler om liggetid, så ser man på boliger i udbud, altså de boliger, som stadig er til salg på nuværende tidspunkt. Liggetid er et udtryk for antallet af dage, en bolig har været til salg. Det betyder, at liggetiden for en bolig stiger for hver dag boligen er til salg.

Der findes to forskellige former for liggetid. Den første er nuværende liggetid, og den anden er samlet liggetid.

Nuværende liggetid

Den nuværende liggetid er det antal dage, som boligen har været udbudt hos den bestemte ejendomsmægler, som har boligen til salg i dag. Liggetiden for en bolig kan dog blive nulstillet, hvis boligen har været af markedet i minimum 90 dage. Dette kan også ske, hvis boligen bliver sat til salg af en ny ejendomsmægler.

Samlet liggetid

Når man taler om den samlede liggetid, er det nogle andre faktorer, der kigges på. Den samlede liggetid viser det samlede antal dage, som boligens ejer har haft den til salg i de seneste tre år. Det betyder, at den samlede liggetid bliver talt sammen alt i alt, også selvom man skifter ejendomsmægler. Her bliver det også medregnet, hvis boligen bliver taget af markedet i noget tid og derefter bliver sat til salg igen.

Gennemsnitlig liggetid på boliger i Aarhus

I Aarhus er der en gennemsnitlig liggetid på 105 dage for alle boligtyper. Det betyder, at en bolig i gennemsnit står til salg i 105 dage, før den bliver solgt. Når man taler om alle boligtyper, så medregnes alle former for beboelse, såsom villa, rækkehus, ejerlejlighed m.fl., og liggetiden kan variere alt efter, hvilken boligtype der er tale om.

Hvad kan liggetid bruges til?

Liggetid kan være en nyttig information, når man står og skal købe en bolig. Hvis en bolig netop er kommet på markedet, er liggetiden meget kort. Det kan betyde, at man som køber ikke har den bedste forhandlingsstyrke og derved kan have svært ved at byde under prisen. Det er tilladt at forsøge, men sælger vil nok ikke gå med til det med det samme og derimod se tiden an, før der træffes en beslutning, da boligen er frisk på markedet. Man kan dog være heldig, hvis sælger er ivrig og gerne vil have et hurtigt salg, og det skader derfor ikke at prøve.

Omvendt kan en lang liggetid også få folk til at tro, at der er noget galt med boligen. Folk vil måske stille kritiske spørgsmål, hvilket kan skræmme potentielle købere væk. Som udgangspunkt skal du som køber ikke være bange for en lang liggetid, da det kan skyldes mange ting. Det kunne eksempelvis være et atypisk hus med en alternativ indretning. I disse tilfælde kan der gå noget tid, da målgruppen ikke er lige så stor som ved et almindeligt hus. Det kunne også skyldes en for høj prisansættelse, hvilket kan skræmme potentielle købere væk, før de har kigget indenfor. 

Kontakt os

Harald Jensens Plads 1A,
8000 Aarhus C.
Tlf: 70 70 79 61
E-mail: info@aarhusmaeglerne.dk
Persondata- og cookiepolitik
Log ind på Min side